Troppens sommerlejr lå på 3 fantastiske sommerdage i starten af sommerferien. Alle mødte ind med godt humør,
og straks var der gang i teltopslagning, indkøb og forberedelse til lejrens festmåltid.
Lakseside på planke, tilberedt over bål og pizza, med nutella, banan og skumfiduser bagt i pizzaovnen – det er ikke sidste gang vi har prøvet det.
Dag to stod på heldagskanotur, med start på Furesø. Efter en meget varm og meget rolig tur på søen, kom vi ind i
skyggen af træerne på Mølleåen, og det var ærligt talt en lettelse. Alle spejderne er nu habile kanoførere, og derfor
gik turen helt op til Ørholm – det var en flok trætte arme, der satte sig ind i bilerne for at komme hjem til Klausdal
og guffe hotdogs.
Spejderne har en ø. Ungdomsøen hedder den, og her tilbragte vi tredjedagen. Øen er foræret til ungdomsarbejde af fonde og efterfølgende renoveret for et virkelig stort millionbeløb. Så nu står den klar til et masse sjove aktiviteter.
Vejret var med os, så efter en spændende rundvisning kastede vi vores kærlighed på havnebassinet og lærte at sejle på standup paddle boards.
Mæt og glad af indtryk og samvær sluttede vi lejren af hjemme i Herlev og sagde farvel til Svend Grate gruppe fra Greve, som også holdt sommerlejr på Klausdal.