Stå på en alpetop – det skulle vi da…
Mandag var det tid til den store alpehike. Vi kom tidligt op, spiste morgnemad og smurte madpakker, så vi kunne komme med bybussen kl. 8.55 fra centeret (man kørte gratis med tørklæde på) og hen til en gondol, der kunne bringe os et stykke op af bjerget.
Vi sparede benene lidt, for dagens udfordring var en af de store. Vi skulle gå ca. 8,5 km målt vandret, til gengæld gik ruten fra 1600 meters højde til Blüemlisalphütte, der ligger 2940 meter over havets overflade (dvs. i gennemsnit 16% stigning).
På første del af vandringen gik vi langs bredden af ufatteligt smukke Oeschinensee. Søen er helt blå og omkranses af stejle bjergsider, hvor vandfald bruser ned. Mens vi travede og nød udsigten ramte vi også de første stigninger, dr fik pulsen op – men det skulle vise sig at blive meget værre.
Da vi havde vent ryggen mod søen kom vi nemlig til en stejl opstigning, hvor stien var lagt med hårnålesving, som man kender dem fra Alpe d’Huez. Vores bjerggedsspejdere kunne heldigvis vise vejen for de lidt tungere ledere, og med passende pauser kom vi fremad.
Opstigningens hårdhed blev heldigvis til tider krydret med sjove oplevelser, som da Jakob skulle muhe af en smuk ko, og den herefter kærligt forfulgte ham indtil en bro skilte dem ad. Omgivelserne ændrede sig også, naturen blev mere og mere barsk at se på – træerne forsvandt under os, og hen mod slutningen af turen gik vi på ren grus og sten uden en eneste plante i sigte.
De sidste meter tog hårdere på nogen end andre.
Frem nåede vi nu alligevel – vejrtrækningen var noget besværet, da vi kom over 2500 meter, men udsigten fra toppen tog alligevel det sidste af pusten fra os. Her på toppen lå en hytte med senge og køkken, og ud af vinduerne kunne man se ned på de omkringliggende alpetoppe.
Vores overnatningssted på toppen af bjerget. Blüemlisalphütte
Vi fandt vores sovesal og helt luksusagtigt kunne vi kl. 18.30 sætte os til bords til en lækker 4-retters menu. Efter dagens strabadser var den ikke meget over 21, før hele flokken snorkede i vores senge.
Tirsdag gik det så ned ad bakke – vi skulle tilbage den samme vej, som vi var kommet op. Nedstigningen var noget mindre hårdt, men med vores trætte ben fra dagen før, tog vi det i stille og roligt tempo, så der ikke var alt for mange, der faldt og slog sig på de stejle stier.
Ved siden af hytten lå en gletscher, som Mikkel, Jakob og Jesper her får set nærmere på.
Den fine middag, der godt nok blev spist af én tallerken.
Den eneste regel ved middagen var, at man ikke måtte levne på sin tallerken – men det var heldigvis intet problem ved dette bord 🙂
Selvom vi halvvejs på nedstigningen gik ned i en sky, så blev vejret hurtigt bedre. Her hvor vi nærmer os Oeschinensee oppefra.