Det blev fredag d. 24. juli kl. 7.30, og vores glade flok stævnede ud mod syd. Vi havde lejet to minibusser, så vi kunne komme helt frem til Kandersteg International Scout Centre på egen hånd. Det var en laang tur igennem Tyskland, men efter midnat var vi fremme og kunne musestille sætte vores telte op på den bunke skærver, som lejrpladserne ligger på.
Lørdag formiddag var vi så klar til at se nærmere på vores omgivelser. Udsigten var imponerende! Vi lå i sidste række med udsigt til en klippevæg, der bare
strakte sig lige op i himlen. De flinke “pinkies” (lejrens medhjælpere) gav os en fin introduktion til de praktiske forhold på lejren. Bl.a. det sindrige affaldssorteringssystem, hvor affaldet skulle deles i omkring 40 forskellige fraktioner 😉
Så var vi også klar til vores første lille alpeeventyr – en vandretur op til det smukke udsigtspunkt Höh, hvorfra man kunne se hele landsbyen Kandersteg.
På vejen hjem kunne vi stifte bekendtskab med en anden interessant ting ved Schweiz – nemlig madpriserne. Alt hvad man kunne købe i den lokale COOP kostede mindst det dobbelte af, hvad det koster herhjemme. Vi fandt dog nogle rimelige ting at spise, så vi også fik stillet sulten denne aften.