Badetøjet var pakkket, da hele gruppen mødtes på Colleruphus. Det skulle blive en dejlig rodet weekend midt i januar.
Troppen varmede op med en lidt kølig overnatning i shelter. Der var heldigvis fuldmåne på denne fredag d. 13., så man kunne se, hvem det var der klaprede tænder. Søndag sluttede vi af med et orienteringsløb, hvor lederne havde glemt at skrive ned, hvor posterne lå.
Og imellem slutten og starten på weekenden nåede vi en masse andet, selvom aftensmaden først blev serveret søndag, og morgengymnastikken var det sidste, vi nåede før sengetid. Badetøjet kom i brug i vores dejlige teltsauna og da vi rullede os i den nyfaldne sne. Ulvelederne havde tømt det meste af køkkenskabene ned i isdesserterne, som vi fik mens vi spillede Ticket To Ride. Mobile bål, omvendt british bulldog og Jeopardy var også med til at gøre denne weekend til en festlig start på spejderåret.
Som lejrbålsunderholdning opførte vi Klods-Hans bagfra, som du kan se her (afspillet baglæns, så historien foregår forlæns):
Tak til familiespejdere, ulvene, troppen, familien Vestergaard i køkkenet og lederne for en dejlig rodet weekend.